Måske kender du det også: Vinteren er landet, der sker noget instinktivt, man går i en form for refleksionsmode. Årshjulet har drejet en omgang igen. Nu bevæger vi os ind i de stille måneder, dem, der for mange primært foregår indendørs, og det er blevet tid til selvrefleksion: For nogle er det en positiv oplevelse, for andre er det ikke så rart, men fakta er, at årstiderne kommer og går, og der er ikke noget, du kan gøre ved det. Fuldstændig som de forandringer i livet, vi alle med mellemrum møder.
Det, du kan gøre noget ved, er din egen balance i livet og din motivation til at udvikle dig. For at skabe og/eller bevare motivationen må man ud fra sit eget verdenssyn forsøge at se det store perspektiv: Hvad har værdi for dig, hvor er du på vej hen i livet, passer din gang gennem året med den vej, du selv synes, du har valgt, hvordan fungerer dit sociale liv, dit arbejdsliv, og hvordan opretholder du din motivation i forhold til alle de ting. Det handler om at udfordre sin comfortzone, så man ikke sygner hen. Det handler om mod til forandring, og det kan kun komme indefra. Det udspringer af din mentale robusthed.
Mental robusthed kan trænes hele livet. Når tænkehjernen og reptilhjernen får passende udfordringer – hverken for store eller for små – så kan tænkehjernen kontrollere reptilhjernen, så den ikke aktiveres uhensigtsmæssigt. Når man har klaret en situation tilfredsstillende, der var krævende, giver tænkehjernen besked til reptilhjernen: “Det var da ikke så farligt. ” Man kommer dermed fra comfortzone til growth zone, men ikke over i panikzonen, og man kan senere møde lignende situationer med større ro i sindet. På den måde udvider vi vores comfortzone og træner vores mentale robusthed, altså ved at gøre ting, der udfordrer os tilpas meget.
For mig virker det at have et mål, et projekt, om det så er et løb, jeg træner til, en bog, hvis tankegang jeg skal sætte mig ind i, en bjergbestigning, jeg skal gennemføre eller noget mere jordnært, en specifik opgave med mine unger. Jeg er nødt til at sætte mig ting for hele tiden, udvide min comfort zone, ellers føler jeg, at jeg går i stå – og gør det. Det gælder faktisk for alle mennesker i en eller anden grad.
Mine 8 råd, der holder motivationen i live, er:
- Sæt et personligt og realistisk mål, som er til gavn for dig selv og andre. Andres ideer virker sjældent så godt som ens egne ideer. Det er dit liv, det handler om!
- Find ud af, hvad du har brug for at lære for at nå målet – og split målet op i delmål. Selv den største rejse starter med et skridt ad gangen.
- Snak med mennesker, du er tryg ved og som kan støtte dig, så det bliver nemmere for dig at nå dit mål og/eller dem, hvis egenskaber og kvaliteter inspirerer dig. Gør det til en vane at søge ny inspiration i bøger, foredrag m.v. Engager dig.
- Find ud af, hvordan du bedst kan berolige din reptilhjerne, hvis du er ved at miste kontrol og retning: Du kan bruge kroppen til at berolige hjernens alarmsystem ved at dyrke motion, da det skaber endorfiner i hjernen og gør det nemmere for os at lære noget nyt. Aktiv læring og det at bevæge sig er nogle af grundpillerne i selvmotivation, der ovenikøbet vil hjælpe dig med at klare dine udfordringer bedre.
- Vær opmærksom på, hvordan tænkehjernen og reptilhjernen fungerer, og hvilke situationer der kan spænde ben i forhold til at nå målet, så du kan forberede dig, inden de opstår. Tag en dyb indånding lige inden! De få sekunder hjælper dig til at holde fokus.
- Find din egen måde at holde styr på dine mål og delmål løbende: Hvad det vil betyde for dig at nå dit mål? Skriv de gode ideer ned, du får undervejs. Noter 3 gode ting, store som små, som er lykkedes – hver dag. En tommelfingerregel er, at det ofte tager 8-12 ugers daglig træning at stabilisere en ny retning i livet. Det er derfor en proces … giv dig selv tiden.
- Beløn dig selv undervejs: Den bedste belønning er, når et delmål indfries. Ros dig selv! Også når målet ikke nås, for ros skaber nemlig en åben og lærende tilstand i hjernen, der giver mod på at blive ved med at prøve, så målet kan nås på sigt – også selvom vejen derhen måske anes besværlig.
- Refleksion: Hvis et projekt ikke lykkes, må du kigge på, hvor der næste gang skal justeres i forhold til disse 8 råd. Nogle gange skyldes det for små eller store udfordringer undervejs, andre gange bare mangel på øvelse. Det er normalt undervejs at blive overmandet af følelsen af, at ”det er for svært” og også at blive handlingslammet af negative tanker, der kører i ring. Et godt spørgsmål i de situationer er: ”Hvad har jeg brug for at lære lige nu?” Det spørgsmål kan nemlig hjælpe dig til at flytte fokus tilbage til handling frem for at blive i følelsen af at være overmandet eller de negative tanker.
Hvis du træner og udvikler din mentale robusthed, træner du samtidig din selvtillid og dit selvværd og får derigennem øget selvkontrollen, der netop understøtter selvmotivationen. Herfra kan din tolerance, sociale intelligens og rummelighed øges.
Husk, det er os selv, der sætter de største begrænsninger for os selv og vores liv.
God eftertænksom vinter derude.
HEXES
Den her video giver mig motivation på en dum dag :o)